Fra en vikarvagt:
Først blev han hængt og så blev han slået ned, og han overlevede begge dele med et stort grin og glemte at skrige.
Hvem taler jeg om?
41 år, spastisk lammet, kørestolsbruger og anbragt på en afdeling med mere eller mindre demente og udviklingshæmmede. De fleste meget ældre end ham. Hjernen fungerer men det er svært at få ordene ud. De kommer langsomt og stødvis. Tungen vil ikke makke ret. Hans mad skal moses men han fejlsynker alligevel.
- Han plejer at skrige når vi skifter ham. Makkeren ville lige advare mig.
Den store personløfter var i brug til at få ham over i seng.
- Der overlevede du en hængning, sagde jeg til ham.
- og nu bliver du også slået ned, jeg sænkede hovedenden af sengen. Vi havde øjenkontakt, og han stak mig et stort smil.
Jeg fik ham over på siden, så makkeren kunne fjerne, hvad fjernes skulle og vaske hvor det var tiltrængt.
Nu var der usikkerhed i hans øjne og han blev tydelig mere stiv.
- Tag det rolig, sagde jeg til ham.
- Hvis du vil falde på gulvet skal du vælte mig først. Men hvis du falder, lander du blødt, for jeg ligger nederst.
Han kom med et skrald grin.
Vi blev færdige og han fik sin dyne.
– Du glemte at skrige, min makker rettede sin pegefinger mod ham og stemmen var påtaget fornærmet.
Det udløste et grineanfald der næsten fik ham til at hoste.
Mine fødder gør ondt til fyraften.
Glemte at få skiftesko med.
I morgen har fødderne hvilet sig og er klar til en frisk omgang,
og jeg føler taknemmelighed over, at min skæbne ikke blev som hans.
|
Jeg gjorde det selv…
“Han er alkoholiker, han har det rigtig dårlig i dag, vi har sat sprutten væk….” Der var vagtskifte og rapport tid på hjemmeplejekontoret.
“Du skal nok ikke regne med at få ham på toilettet, han kan ikke stå på benene. Selv Tove kunne ikke få ham til det, han klamrer sig til alt..”
Jeg kikkede på Tove der gentog beskeden. Enten vil hun sikre sig at “borgeren” bliver behandlet ordentlig eller også ser vikarer måske særlig tungt opfattende ud.
“Du skal ikke regne med at han vil spise noget, jeg kunne ikke få ham til det..”
“Hvem har bestemt at flaskerne skal sættes væk?”
Spørgsmålet kommer fra sygeplejersken der også er vikar. Telefonen ringer og hun får aldrig svar. Pokkers…
“OBS for abstinenssymptomer “siger hun henvendt til mig.
Han boede i et lille 2 værelses rækkehus. Han lå ganske rigtig inde i sengen og så bestemt ikke ud til at have det særlig spændende.
“Pænt goddag Per” sagde jeg og gav ham hånden
“Jeg kommer for at hjælpe dig med lidt aftensmad”
“Jeg har ingen appetit” kom det svagt
“Det kan jeg forestille mig, du ser ikke ud som en der har, men jeg er sikker på at din mave har godt af at få noget at arbejde med, bare en lille smule ? Jeg vil godt hjælpe dig. Vi kan tage det lige så stille.”
Der var smurt et par stykker der stod i køleskabet, og Per fik 1½ af de 3 stykker ned, en lille , lille bid af gangen. 2 store glas vand drak han og hans piller.
Da jeg gik ½ time senere vidste jeg om ham at han var 64år, kone og 2 børn som han aldrig ser, han har sejlet en del år, kørt lastbil i 10 år mellem Jylland, Fyn og Sjælland, arbejdet på fabrik i 21 år hvorfra han blev fyret. “Jeg fik ikke lov til at stoppe selv, de fyrede mig..”
Til sengetid kom jeg igen til Per.
Hans ansigtsfarve var forandret til det bedre og der var lidt liv i øjnene.
“Har jeg ret i at du har fået det lidt bedre?”
Det blev bekræftet.
“Da du siger du ikke kan stå, vil du så tisse af i bleen så kan jeg skifte dig med det samme?”
“Nej det vil jeg sku ikke..”
“Så er der jo ingen vej uden om at komme ud på badeværelset…”
“Jeg kan ikke gå..”
“Det behøver du heller ikke. Du skal bare gøre hvad jeg beder dig om.” I stuen stod en stol på hjul. Den kom hen ved siden af sengen. Jeg forklarede Per at han skulle op at sidde på sengekanten og tage fat med højre hånd på højre armlæn af stolen. Han skulle læne sig i mod mig der stod foran ham og jeg ville hæve sengen til han stod op. Derefter ville jeg hjælpe ham med at dreje rundt og sidde på stolen. Da Per havde forstået hvad vi skulle gik vi i gang, og mindre end 1 min. efter sad han på stolen. “Kan du se du kunne !” Han havde stolet på mig på trods af sin angst for at falde.
Ude på badeværelset gentog vi arbejdsgangen. Blot var Per denne gang helt med på hvad det handlede om. “Og så skal jeg holde der, ik..?”
Han var glad for at få tør undertrøje på. Han havde været våd af sved længe. Jeg kunne ikke give sengen nyt på da der ikke var noget sengetøj at finde nogen steder. Det måtte klares med håndklæder.
Ude på badeværelset havde Per tisset af og jeg forslog at han fik sine hænder vasket. Han skulle have lidt hjælp da hans venstre arm var delvis lam. Til sidst fik han en vaskeklud til at vaske sig i ansigtet med. Han kørte den rundt i ansigtet og om i nakken. Han fik håndklædet til at tørre sig med. Da han var færdig så han op på mig og udbrød med lettere overasket stemme, som om han ikke havde troet det muligt :
” Jeg gjorde det selv !” |
